Pianoets historie

.

Pianoet er opfundet af Bartolomeo Cristofori i Firenze omkring år 1700. Det var en ombygning af cembaloet, som på daværende tidspunkt allerede havde eksisteret i flere hundrede år.

 

 

 

 

 

Ved at erstatte cembalomekanikken, som knipser på strengene, med en hammermekanik, der slår på strengene, lykkedes det Cristofori at bygge et instrument, der kunne spille dynamisk. Når hammerhovederne anslog strengene, kunne musikeren spille både svagt og kraftigt uden at skulle koble registre til og fra. Det nye instrument blev snart kendt som et pianoforte, som jo netop betyder svagt/kraftigt.

I 1700-tallet lå pianoets klangstyrke omtrent på niveau med cembaloets, men i det følgende århundrede voksede pianoet gradvis i tonefylde, samtidig med at omfanget steg radikalt. Det dermed øgede strengetræk krævede kraftigere instrumenter, og klaverbyggerne eksperimenterede både med tungere trækonstruktioner og efterhånden også med jernafstivninger af forskellig art.

Mod slutningen af århundredet blev pianoet foretrukket som koncertinstrument frem for cembaloet.

 

I 1800-tallet voksede kravet om større pianoer med kraftigere klang. Orkestre og koncertsale blev større, hvilket gav klaverbyggerne en udfordring. Frem til den tid havde instrumenterne haft trærammer, som man kendte det fra cembaloerne, men de kunne ikke holde til trækket fra strengene, der både blev flere og kraftigere. Til at starte med byggedes forskellige metalstivere ind i trækonstruktionerne for at modstå trækket, Utallige patenter, også på mekanikken, blev udtaget i mange lande.
Men først med opfindelsen af den helstøbte jernramme i 1842 fik instrumenterne den stabilitet, som klaverbyggerne søgte.

 I starten af 1800-tallet udvikledes det opretstående klaver, som optog mindre plads i hjemmet. I starten havde de form af et flygel, der var sat op ad væggen – de såkaldte girafklaverer – men snart tog klavererne form og omkring år 1880 var både flygler og klaverer udviklet til det vi kender i dag.

 I slutningen af 1700-tallet blev udviklingen af pianoet drevet frem med østrigerne i spidsen. De udviklede bl.a. girafklaveret og wienermekanikken, som dog senere blev erstattet af andre mekanikker.

Den første halvdel af 1800-tallet førte Frankrig og England an i pianobygningen, men fra omkring 1820 og frem begyndte de store tyske fabrikker at overtage markedet. Disse fabrikker er er stadig på.

 

Sauter: 1819

Thürmer: 1834

Grotian Steinweg: 1835

Steingraeber & Söhne: 1852

Blüthner: 1853

C Bechstein: 1856

August Förster: 1859

Zimmermann: 1884

Schimmel: 1885

 Egentlige klaverfabrikker opstod i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og også her udvikledes en særlig byggetradition, som kunne klare sig i konkurrence med udlandet (se Hornung & Møller).

De store verdensudstillinger efter midten af århundredet kom til at spille en stor rolle. Her så og hørte man hinandens produkter. Klaverets popularitet og udbredelse tog eksplosivt til fra midten af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.

Især Tyskland havde mange fabrikker, men efter 1. Verdenskrig faldt antallet, der yderligere blev reduceret efter 2. Verdenskrig. Siden har markedet været domineret af enkelte store firmaer, bl.a. Steinway & Sons, der i slutningen af 1900-tallet har haft stærk konkurrence fra både østlandene og Japan (Yamaha).

Den danske klaverproduktion ophørte efter at være gået radikalt tilbage i 1970’erne.

 I Danmark har der været produktion af pianoer siden 1700-tallet, men først ind i 1800-tallet opstår der en egentlig pianoindustri. Af de største fabrikanter kan nævnes:

Hornung & Møller, 1827 – 1972

Hindsberg: 1853 – 1970’erne

Søren Jensen 1893 -1921

Herman N Petersen 1849-1930

Andreas Christensen: 1912 – 1980’erne

Brødrene Jørgensen: 1913-1978